INFLUENZA vaccination 2 år til 6 år

Børn i alderen 2-6 år tilbydes vaccination mod influenza

Se mere på https://www.sst.dk/da/Influenza/boern

Små børn kan blive rigtig syge med influenza. Og selv om de fleste børn heldigvis ikke bliver så alvorligt syge af influenza, at det kræver indlæggelse, giver influenza hvert år mange sygedage blandt børnene og deres pårørende. Fordi vi forventer, at både covid-19 og influenza vil blusse op i efteråret, er det ekstra vigtigt at forebygge al den sygdom, vi kan.

Influenza er en virusinfektion, der kan ramme alle, og for nogle kan sygdommen være særligt alvorlig og udvikle sig livstruende. Børn fra 2-6 år får tilbudt influenzavaccination for både at undgå at belaste sundhedsvæsenet og for at beskytte personer, der er i øget risiko.

Mindre børn spiller en stor rolle i spredningen af influenza i samfundet, da de er meget smitsomme, når de har influenza. De har mange kontakter i løbet af en dag, som kan blive smittet, hvis de kommer i kontakt med barnet. Derfor kan vi ved at vaccinere børn i alderen 2-6 år forebygge mange influenzatilfælde i den samlede befolkning, herunder formodentlig også tilfælde i sårbare grupper, der kan blive alvorligt syge af influenza.

Trivsel er vigtig

Ved at vaccinere de 2-6 årige er forventningen at kunne forebygge yderligere sygdom og bekymring i familierne og at forhindre fravær, isolation og brud på hverdagen blandt børn og øvrige familiemedlemmer. Herunder de helt små søskende, som risikerer at blive alvorligt syge af influenza.

Derfor anbefaler Sundhedsstyrelsen, at forældre til børn i alderen 2-6 år tager imod det gratis tilbud om at få barnet vaccineret mod influenza.

Hos langt de fleste børn er influenza en mild infektion med et ukompliceret forløb. Men en lille andel af de smittede børn kan få komplikationer i luftvejene i form af nedre luftvejsinfektioner eller forværring af astma, som kan kræve, at man tilses af en læge og eventuelt indlægges. Det er dog meget sjældent, at børn dør af influenza.

Vaccination forebygger spredning af influenzavirus

Vaccination af børn på 2-6 år er med til at forebygge, at influenzavirus spreder sig i befolkningen. Børn rammes nemlig oftere af influenza end voksne. Fordi børn udskiller virus i længere tid og i større mængder end voksne, smitter de flere. Ved at forebygge influenza hos børn kan vi mindske risikoen for en regulær influenzaepidemi, og at mange i ældre aldersgrupper bliver smittet og syge.

Det er især vigtigt, fordi vi ved, at influenzavacciner virker dårligere hos ældre personer, som altså ikke nødvendigvis vil være fuldt beskyttet mod influenza, selvom de er blevet vaccineret. Det skyldes, at immunforsvaret med alderen bliver dårligere til at skabe effektiv immunitet.